Der er mange måder at ikke-muslimer på. Man kan eksempelvis stjæle fra parkerede biler ved Bazar Vest i Århus, og herefter forsøge at formidle kontakt til de nye ejere. For et par år siden var det amerikanske turister, der måtte betale 20.000 kroner til udlændinge for at få sin stjålne schæferhund tilbage.

Her en aktuel historie fra Randers, hvor en 5-årig pomeranier stjæles foran en dagligvarebutik. Fra Amtsavisen.dk – Frede blev bortført foran Fakta i Dytmærsken – nu er han hjemme igen.

“Camilla fortæller, at mens hun selv var ude at spille tennis, skulle hendes kæreste Jesper gøre et hurtigt indkøb i Fakta.

– Han går egentlig bare direkte ind til kassen, og da han gør det, er der nogle piger, der løber ind i butikken og råber, at der er nogen, der løber med hunden, fortæller Camilla-Julie Skov Hansen.

To drenge, som Camilla beskriver som udlændinge i alderen 18-19 år, har puttet hunden i en plasticpose og løber i retning af Slotspladsen. Kæresten Jesper sprinter efter dem, men når ikke at indhente dem. …

I stedet får han kontakt til to mænd, som vurderes til at være 28-35 år, ligeledes udlændinge, som giver udtryk for, at de vidst nok ved, hvem der har taget hunden. …

– Men de kommer så tilbage, fordi min kæreste får dem overtalt til at udlevere ham til sidst, men han bliver også truet med, at han ikke må melde det bagefter. … Han bliver så truet med, at hvis han melder det bagefter, så har de hans telefonnummer, og så finder de ham, fortæller Camilla-Julie Skov Hansen.”

(Fakta Dytmærsken, Randers; Foto: Maps)

Det er kun undtagelsesvis der sættes navn på multikulturens ofre, men episoderne er utallige, og bare i år har jeg blogget om Marcus, Lauritz, Oliver, Tobias, Martin, Lasse, William, Magnus, Nicolai, Anders og Andreas, foruden historier der inkluderer Jørgen, Malene og Henrik. BT-serien om indvandrerunge har foreløbigt givet interviews med Sammy og Patrick, og seneste artikel omhandler den 53-årige pædagog Peter Just fra Korsør.

Fra kulturmøde-serien på BT.dk – Peter blev stoppet på villavej af unge med indvandrer-baggrund: ‘Vi slår dig ihjel’.

“‘Fra vores lejlighed så min daværende kone, at en dreng var i gang med at ødelægge egerne på min datters cykel. Så gik hun ned og bad ham om at stoppe. Pludselig stod der 30 mænd omkring hende og truede hende. Så fik jeg nok, og så flyttede vi,’ husker han. …

Kort tid forinden havde Peter Just – i den samme Lidl – oplevet, at en ung mand med indvandrerbaggrund henvendte sig til ham med ordene: ‘Hvad glor du på?’

‘Jeg kiggede såmænd bare ud i luften. Så truede han med at ville slå mig ned og nikke mig en skalle. Jeg frøs og gjorde ingenting. Han valgte heldigvis bare at gå,’ fortæller Peter Just.

Han er også blevet stoppet på den villavej, hvor han bor.

‘De unge indvandrerdrenge stod i vejen, og jeg kunne ikke komme forbi. Så jeg bad dem om at flytte sig. Det ville de ikke. I stedet bad de mig rulle vinduet ned. De skrev min nummerplade ned, og så fik jeg at vide, at jeg ville blive slået ihjel, samtidig med, at en af dem lod en finger køre over halsen,’ siger han. …

Han undrer sig over, hvor vreden fra de unge mænd kommer fra.

‘Min daværende muslimske kæreste havde en søn, som havde et stort danskerhad. Så det der med, at racisme kun går den ene vej, passer simpelthen ikke,’ siger han og fortsætter:

‘Det, som jeg har oplevet, er for mig at se også en form for racisme. Bare med modsat fortegn,’ siger han.”

(Lidl, Motalavej, Korsør; Foto: Maps via tidligere post)

Med hashtagget #Normalisering fryder Asmaa Abdol-Hamid sig over Spotifys nye reklame, der viser en ung tørklædeklædt muslim. Herunder en reklame for Danica Pension, der ikke helt overholder tidens krav om ligestilling. Ni Personer: 22 procent hvide mænd, 22 procent mørke mænd, 44 procent hvide pige/kvinder og 11 procent til LGBT-segmentet. Sådan kan man selvfølgelig ikke gøre det op, men det er dog nu alligevel mærkeligt at et pensions- og livsforsikringsselskab ikke går målrettet efter kernesegmentet – den hvide mand (og hans kone).

“En gennemsnitsdansker – det kunne jo være dig, indbetaler over 1 mio. kroner til sin pension. Det er penge der skal forbedre dit liv engang i fremtiden, men det kan også forbedre noget andet indtil da: Verden!” (Danica Pension)

(Foto: Danicapension.dk)

“Tilsammen har danskerne mange milliarder sparet op i deres pensioner. Som pensionsselskab er det vores opgave at passe på de formuer og investere dem, så de bliver til endnu flere, indtil de skal bruges en gang i fremtiden. Men vi har også et ansvar for at påvirke den fremtid, de skal bruges i. Med Danica Balance investerer du allerede bæredygtigt. Men du har også mulighed for at vælge, om du vil investere en del af din pension i selskaber, der gør en mere målrettet positiv forskel for at løse verdens udfordringer inden for klima, miljø og sundhed.” (Danica Pension)

Selvom jeg ikke altid er enig med Torben Steno, så er han en af de få, der danner front mod det feministiske overdrev. Da jeg så, at han stod for mandagens nattevagt på Radio4, og emnet var feminisme, så gav jeg det en chance. Radio4 havde dog ændret konceptet i dagens anledning, så Steno fik en Johanne D. Holgersson som medvært. Hun lagde ud med at kritisere Stenos brug af ordet ‘udfordrende’, og lige der skiftede jeg kanal. I dagens udgave af Nattevagten talte venstreradikale Keith Thomas Lohse om Trump. Uden aggressiv medvært.

Selvom mediebranchen ikke kan få nok af MeToo, så repræsenterer de på ingen måder danskerne. Umiddelbart set det ud til, at lige netop denne venstrefløjskampagne drejer dansk politik til højre. Rød blok er stadig foran, men der er sikkert stadig seriekrænkere i de her partier, der venter på at blive afsløret. Nogen må have gjort noget moralsk angribeligt på et eller andet tidspunkt. Megafon-måling set hos TV2 Online – Ny måling: Radikale Venstre er halveret siden valget – næsten dødt løb mellem blokkene.

“Var der folketingsvalg i morgen, ville 9 af de nuværende 16 radikale folketingsmedlemmer blive nødt til at rydde skrivebordene og forlade Christiansborg. Det viser en ny Megafon-måling lavet for TV 2.

For den samlede blå blok er det uden sammenligning valgperiodens bedste måling. Det skyldes primært en massiv fremgang til Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige.

De konservative fik 7 procent ved valget, men har nu 11,3 procent af danskernes tilslutning, hvilket er deres bedste resultat i et årti. Dermed er der nu kun lige knap 6 procentpoint mellem dem og blå bloks største parti, Venstre.

De konservative bliver bidt i hælene af Nye Borgerlige, der nu har 10 procent af vælgernes opbakning. Her er det værd at bemærke, at der er tale om en femdobling af deres valgresultat.“

(Foto: Facebook)

Det er ikke noget mere hyklerisk, end den velnærede overklasse, som pudser sin glorie med masseindvandring på bekostning af den gennemsnitlige dansker. Gennemsnitsalderen for de fire selverklærede humanister er 74 år, og inkluderer eksempelvis Bedsteforældre for Asyls 82-årige Jørn Nerup, der bor i Hørsholm, et stenkast fra Øresund. Lidt længere oppe ad kystbanens rute bor 76-årige Hans Gammeltoft-Hansen på Roligheds Allé. Langt fra den af dem ønskede masseindvandring. Den logiske konsekvens af deres ‘humanisme’, er reelt åbne grænser.

Læserbrev af Hans Gammeltoft-Hansen, Jørn Nerup, Peter Skov-Jakobsen og Knud Vilby i Politiken – Flygtningebørn: Rasmus Stoklund forsøger at forsvare det uforsvarlige

“Socialdemokratiets udlændinge-og integrationsordfører, Rasmus Stoklund, nedgør i et indlæg i Politiken 14. oktober en lang række danskeres bekymring over, at Danmark bevæger sig væk fra idealerne om medmenneskelighed, retfærdighed og retssikkerhed. Det kommer han ikke heldigt fra. I sit ironisk nedladende forsøg på at forsvare, hvad der ikke kan forsvares, forvrider og fortier han fakta.

… Rasmus Stoklund nævner ikke børnene med et eneste ord. Hans ærinde er ikke medmenneskelighed, men er alene et mislykket forsøg på at nedgøre en kritik, der gør ondt. …

Appellen handler om humanisme og retssikkerhed. … Flere skandinaviske og europæiske regeringer har valgt en mere medmenneskelig tilgang – ikke mindst til de børn, der lider i lejrene.

Danske ministre som Rasmus Prehn og Mattias Tesfaye har også tidligere krævet solidaritet i forhold til børnene på Lesbos, ved at man skaber ‘trygge rammer for børnene uden for flygtningelejrene’. Men hvad de mener og har tænkt sig at gøre, er uklart. Og hverken de eller regeringen har hidtil fulgt udtalelserne op med handling.
Rasmus Stoklund har en dårlig sag at forsvare, og han slipper da heller ikke godt fra forsøget.”

(Collage: Hans Gammeltoft-Hansen, Roligheds Allé)

“Hvor langt kan man komme i retning af et regelsystem, som mest muligt imødekommer de direkte berørtes behov og ønsker?… Tænkte man sig nu den fulde konsekvens draget af det humanitære synspunkt, ville den i al sin enkelhed bestå i en lovgivning, der gav fuld bevægelsesfrihed ind over landets grænser for alle personer med et rimeligt behov herfor.“ (Hans Gammeltoft-Hansen, Juristen og Økonomen, december 1981; Cit. i Morten Uhrskov, Et delt folk, 2008, s. 32-33)

Der er ingen grund til at oprette lokale integrationsråd. Dem der kan integreres, går det helt umærkeligt, og dem der ikke vil, bruger bare skattekronerne på at normalisere Islam. Her et meget oplysende læserbrev af Nye Borgerliges Ulla Kokfelt i Helsingør Dagblad – Nedlæg integrationsrådet – det aner ikke hvad det foretager sig.

“Efter KV17 valgte et flertal i Helsingør Byråd at oprette et Integrationsråd til at rådgive om integration og minoriteter – igen.

Et kig i Integrationsrådets referater åbenbarer, at rådet er en fiasko – igen. Integrationsrådets aktiviteter og gavmilde pengegaver, er i bedste fald latterlige og i værste fald skadelige for enhver integration.

Rådet smider om sig med penge. Jeg nævner i flæng: 50.000 kroner til babyleg i ghettoen Nøjsomhed, 50.000 kroner til ophold i Helsingør Ferieby for indvandrerfamilier, 18.000 kroner til fortsættelse af et sharia-kompatibelt svømmehold, 15.000 kroner til den altovervejende islamiske kvindegruppe, Bydelsmødre og 7000 kroner til et ensidigt debatarrangement om global flygtningepolitik.

Efter sidstnævnte, konkluderede Integrationsrådets formand, at det er ‘retorikkens tone’, der er hæmskoen for den manglende integration. Man tager sig til hovedet.

Værre er dog, at rådet naivt afholder direkte integrationsskadelige aktiviteter. I 2019 udpegedes Integrationsrådets medlem Muhammad Kamel – formanden for den sidenhen ulovligt etablerede Nour-ul-Islam moské og koranskole på Løvdalsvej – som medlem af Helsingør Skoles bestyrelse. Øget kendskab til moskéens eksistens og virke, har i den mellemliggende tid, ikke fået Integrationsrådet til at ryste på hånden overfor hr. Kamel, hans moské, koranskole og bestyrelsespost på Helsingør Skole.

Tværtimod. Integrationsrådet har lige holdt møde i moskéen inklusiv dialog om social kontrol. Og efter mødet anbefaler rådet nu, at moskéens aktiviteter omkring hjælp til lektier og ansøgninger skal ’synliggøres for en bredere kreds af borgere’. Integrationsrådet sender altså folk direkte i kløerne på moskéen. Så naiv er der faktisk ingen undskyldning for at være længere.

Moskéen arbejder for alt andet end integration – fx advares der direkte mod jul. Det er i det hele taget naivt at tro, at nogen moské arbejder for integration og mod social kontrol.
Integrationsrådet i Helsingør aner tydeligvis ikke hvad det foretager sig og bør nedlægges.”

(Foto: Facebook)

Vi fryder os på højrefløjen, når meningsmålinger går den rigtige vej, men uanset mandatfordeling så vil det tage årtier at omgøre venstrefløjens lange march gennem institutionerne. Muren faldt, og de fik ikke Revolutionen, men det er lignende tanker der i 2020 er ved at erodere den borgerlige nationalstat indefra. Det ene hashtag afløser det andet, og overbudspolitikken flytter umærkeligt grænserne, og det der var ekstremt for et årti siden, normaliseres umærkeligt. Hashtag-krigerne udgør kun et lille mindretal på landsplan, men det er et veluddannet mindretal koncentreret omkring København og de store provinsbyer, og de er altdominerende i mediebranchen.

Racisme omdefineres til ‘er modstander af Islam’ eller ‘ønsker en nationalstat’, og alle der ikke hopper i takt, hænges ud som racister. Lige nu er det #MeToo der hærger, og fremgangsmåden er den kendte: Enhver form for nuancering, eller ønske om rimelighed i proportionerne mødes med ‘Du bifalder overgreb mod kvinder’. Næh! Jeg er hverken heilende racist eller mandschauvinistisk seriekrænker. Jeg gider bare ikke spille et spil, hvor den hvide mand taber uanset hvordan han spiller sine kort. Som Eddie Murphy sagde i ‘Raw’ (1987): “What have you done for me lately?” Åben front mod venstrefløjens ensretning: Feministernes kamp er feministernes kamp.

(Maoistiske militskvinder… med flotte ben; Kliché, Militskvinder, 1982)

“De elsker uniformer
De elsker uniformer
De elsker uniformer
De elsker uniformer”

Der er ikke tid nok i døgnet til at høre P3, og indslaget herunder er forhåbentligt ikke repræsentativt. Seneste afsnit af P3-magasinet ‘Tabu’ har jeg hørt i sin helhed, og det er udenfor kategori. Emnet var fordomme og under overskriften ‘Guldhalskæder og dynejakker’, var der lagt op til holdningsmassage. Danskerne har fordomme om indvandrere, og det skulle programmet ‘nuancere’ med udgangspunkt i Mette Frederiksens benævnelse af utryghedsskabende indvandrerunge.

De første tyve minutter var en lang introduktion af Bagdad-fødte Adnan Al-Adhami, der var Line Kirsten Nikolajsens nye medvært. Al-Adhami havde tidligere produceret sketches på P3 (om Dansk Folkeparti), og efter lidt feelgood under temaet ‘Make Guilty Pleasures Great Again’ var det tid til det egentlige emne.

Line Kirsten ses med lyserødt hår på DR.dk, og hende husker du måske fra DR3-serien ‘Line Kirsten tør godt’ med banebrydende journalistik under overskrifter såsom ‘Line Kirsten sender et nøgenbillede’, ‘Jeg får tjekket mine æggestokke’ og min personlige favorit: ‘Jeg afstøber min fisse’.

Udsendelsen kan høres på DR.dk, men lad hellere være. I studiet er en Ehab El Masry, der krænkes over alt, eksempelvis at han under en 7-Eleven-jobsamtale blev spurgt om han kunne ’stave til Fredericia’. En 7-Eleven-chef forklarede, at kæden står for DSB-billetudsalg… og beklagede, at Ehab fik en dårlig oplevelse. Ehab udviste en refleksionsevne som en gennemsnitlig 12-årig, og levede således 100 procent op til mine fordomme.

Line Kirsten Nikolajsen, P3: Mette ligger op til i sin tale, at vi skal turde tale om tingene, at vi skal turde tale ærligt om det. Og der taler hun lige ned i vores program, for det er præcist det vi godt vil med det her program. Vi vil gerne tale ærligt om tingene, og vi vil også gerne lære at tale om mennesker der lever med andres fordomme. Så i dag skal vi simpelthen snakke om at have ikke-vestlig baggrund. Det er temaet for vores program i dag Adnan. … Sofie, vi har sendt dig på gaden, fordi vi ved at du så dygtig en praktikant, at vi vidste, at det her kunne vi sende dig ud og gøre. Også helt fordi vi ikke tør selv.

Humoristisk intro om Hellerup-ghettoen

Adnan Al-Adhami, P3: – og det er jo det her med dynejakker og guldkæder, dyre smykker og alt det her som Mette Frederiksen taler om – at nu er det nu, at vi skal tage det fra folk. …

‘Sofie’, praktikant: Jeg tog ud i det område i Danmark, hvor der er allerfleste dyre jakker og guldkæder, og jeg må ærligt talt sige til jer, at jeg var så nervøs. …

‘Sofie’ (speak): Jeg sidder i S-toget på vej mod et parallelsamfund, som er stort set afskåret fra hvordan verden ser ud i resten af Danmark. Jeg er utryg og føler jeg skiller mig ud, specielt med en mikrofon i hånden føler jeg mig ekstra udsat da områdets beboere har ry for ikke at være glade for pressen. Jeg er taget ud til den kommune i Danmark, hvor der er flest dyre jakker og guldkæder, for at se om de selv kan se det samfundsproblem de udgør. …

Det bliver hurtigt tydeligt, at de her mennesker godt ved at de skiller sig ud. Men tænker de så over signalværdien i deres beklædning. … Den her befolkningsgruppe kan tydeligvis ikke se hvad deres påklædning signalerer. …

Kvinde i indslag: Jeg synes bare vi har det godt her i Hellerup. …

‘Sofie’: – Nu har jeg i det mindste en rig ven. Så jeg er i hvert fald ikke kommunist.

Ehab El Masry: Containerafbrænding var et ‘råb om hjælp’

Ehab El Masry, studerende: … Jeg har selvfølgelig også haft min fortid, og vært en del af dem man snakker om, når man siger at de har skabt utryghed. Jeg har også været en af dem, da jeg var yngre.

Adnan Al-Adhami: Hvad har du lavet?

Ehab El Masry: Jeg er vokset op i et kvarter der hedder Aldersrogade på Nørrebro, og der havde man lidt en ekstrem måde at råbe om hjælp på. Der gik man hen og satte ild til containere, børnehaver og biler.

Line Kirsten Nikolajsen: – Det er klart.

Ehab El Masry: Jeg vidste ikke da jeg gjorde det den gang, men når jeg ser tilbage på det, så føler jeg bare at det var min måde at sige ‘Hallo, kom og hjælp mig’.

Adnan Al-Adhami: … kan du ikke godt se, at det Mette Frederiksen siger, taler meget godt ind i den gamle Ehabs måde at være på. Er det ikke en god måde at bekæmpe den opførsel, som du også lade for dagen dengang.

Ehab El Masry: Nej, egentligt ikke… for mit vedkommende, der var jeg jo vred, og det eneste jeg tænkte på i en alder af ni år. Når folk så mig, så skulle de føle, at jeg ikke fandt mig i meget. …

Line Kirsten Nikolajsen: Folk ved jo ikke at du har gjort det her som barn, så du bliver jo også dømt for et generelt fordomsbillede. Hvordan kan du mærke det? Hvordan har du oplevet, at blive dømt på forhånd?

Ehab El Masry: Det oplever jeg jo i hverdagen. …

(“… branden er opstået i et skur, der er placeret to meter fra selve bygningen”, DR.dk)

Ehab El Masry: Jeg opdagede at politiet var nogle ’svin’

Adnan Al-Adhami: … du har på et tidspunkt overvejet at søge ind hos politiet, men det gik ikke helt som du havde håbet. Kan du prøve at sætte nogle ord på, hvad det var der skete?

Ehab El Masry: … jeg havde drømt om at være politibetjent siden barnsben, det var en drøm for mig, som blev ødelagt og gik i vasken. Når mine venner fortalte mig, at du ikke skal søge ind til politiet, de er de største svin, pansersvin, så er du ikke en af os, sådan nogle ting jeg hørte. Der tænkte jeg bare, at de har ondt i røven, fordi jeg prøver at integrere mig. Senere hen fandt jeg ud af hvad de mente, og at de havde fuldstændig ret i det de sagde. For da jeg så var til møde med – jeg ved ikke om han var direktør eller hvad han var… Jeg blev introduceret til ham gennem en socialrådgiver, og så gik jeg hen for at høre hvad de skal til for at være politibetjent, hvordan går det, hvor mange gange patruljerer man, og sådan nogle ting. Der blev jeg mødt med rigtig mange fordomme, som gjorde mig meget ked af det. Og jeg kunne ikke rigtig være i det.

Adnan Al-Adhami: Hvad sagde han?

Ehab El Masry: Han talte jo meget om min baggrund, og hvor megen krig der er i Mellemøsten, men det er ikke det jeg lagde følelserne i. Det var det med, at han fortalte mig, at når man patruljer… Jeg spurgte ham om det med patruljen, hvor mange gange kører man, for det er det der er spændende ved at være politibetjent. Det at man kører bil, og det ligesom symboliserer status, klassisk ‘gangsterstyle’.

Adnan Al-Adhami: – I know.

Ehab El Masry: Men så sagde han til mig. Nu skal du høre, at når vi patruljerer, så stopper vi ikke fru Jensens bil, for hvorfor skulle hun have en kniv i bagagerummet.

Adnan Al-Adhami: Hvem stopper de så?

Ehab El Masry: Vi stopper indvandrere, indvandrerdrenge. Og der tænkte jeg bare, okay, sygt. Det jeg drømmer om er at gøre Danmark trygt for mine fremtidige børn…

Line Kirsten Nikolajsen: Det skal lige siges, at det her er en betjent ud af mange…

Ehab El Masry: Gå i dialog med utryghedsskabende indvandrere ‘Hvad så drenge’

Ehab El Masry: Hvis det skal fungere for mig og andre, og vi skal et bedre sted hen, så kunne det være fedt, at gå hen og sige. Ehab eller Muhammed brændte en containere, fordi han er muslim. Gå hen og spørg: ‘Hvorfor gjorde du det her?’

Line Kirsten Nikolajsen: Okay. Formålet med det her er jo også at vi taler om det her, og forhåbentligt nedbryde fordommene. Konkret, skal man så bare gå op til dig på gaden, og sige: ‘Hvad så, laver du ballade eller hvad’?’

Ehab El Masry: Det er man velkommen til. …

Lytter (SMS): Ehab. Hvad skal man gøre hvis man føler sig utryg over en større gruppe indvandrerdrenge står og ser lidt farlige ud?

Ehab El Masry: Ja, der er det jo meget nemt at vende den om. Hvis der stod fem-ti danskere, og også stod og så farlige ud. Hvad ville man gøre? Man kan jo smile eller gå din vej.

Line Kirsten Nikolajsen: Hvad synes du at man skal gøre? Nu sagde du før, at man bare skal komme over og spørge om du laver ballade. Skal man gå over til dem, og sige: ‘Hvad så drenge’.

Ehab El Masry: – Med et smil. Hvad skal i lave. Hvad laver i? – I ser skræmmende ud. …

Line Kirsten Nikolajsen: – Er der ikke også en risiko for at man støder ind i en af de der enkelte brodne kar, bare ved at være så konfrontatorisk.

Ehab El Masry: – Jov, jov, men altså. Der ligger et problem i at man på forhånd føler sig intimideret af, at der står en gruppe indvandrere, så tror jeg også at man føler sig intimideret over at der står en enkelt indvandrer. Det er der det ligger.

P3-vært: Du har gjort det ’skidegodt’

Line Kirsten Nikolajsen: Ehab, hør. Det har været en kæmpe fornøjelse, at have besøg af dig, og som sagt så er du her jo for, at prøve at nuancere billedet af, hvordan vi ser på ikke-vestlige, som det bliver kaldt hele tiden – altså, folk der ikke ser vestlige ud. Jeg synes at du har gjort det skidegodt, og forhåbentligt kan det så sprede sig til, at vi bliver lidt mindre fordomsfulde ik’.

Tidligere på året bloggede jeg om Rosa Lunds postulat, om at der i Danmark var ‘3-5.000 årlige tilfælde af racistisk-motiveret vold’. Kilden var en af Balvigs ‘offerundersøgelser’, der udelukkende tager udgangspunkt i offerets følelser. Han tog endda store forbehold. Beregningerne er ‘baseret på meget få observationer’, og konklusionen er derfor ‘behæftet med betydelig usikkerhed’.

I fredagens Politiken postulerer adjungeret professor Hans Skifter Andersen, at ‘mere end 25.000’ årligt udsættes for ‘korporlige overgreb’ med udgangspunkt i offerets etniske baggrund. Kilden er Udlændinge- og integrationsministeriet medborgerskabsundersøgelse (2018), og vi har også her at gøre med spørgeskema-baseret føleri. Hvorfor nøjes med 25.000 voldelige uracistiske overfald årligt. Nogle af de otte procent, ville garanteret også afkrydse, at de har haft flere oplevelser. Vi er nok nærmere 50.000 eller 100.000 – ingen højere?

I virkelighedens verden er racistiske overfald mod indvandrere noget nær ikke-eksisterende, og når danske aviser skriver at ‘muslimske kvinder’ blev angrebet med kniv i Paris, så er det i mangel af danske eksempler. Når 17-årige Gry chikaneres af ‘nogle idioter’ i en ’sølvgrå BMW’ tæt på Aabenraas ghetto, så har det aldrig noget med racisme at gøre: “… det er bare super respektløst.”

Adjungeret professor Hans Skifter Andersen er en gammel kending. Det var ham der mente ghettoerne gjorde det nemmere at integrere (2006), og som en anden venstreradikal aktivist drog paralleller mellem debattens tone og ‘nazismen i trediverne’ (2009). Han tog fejl, og nu er det ikke bare Dansk Folkeparti som er halv-nazister. De voldelige racister er overalt. Hans Skifter Andersen i Politiken – Racismen har også brug for et # MeToo.

“# Metoo-bølgen er de seneste uger rullet hen over Danmark med en omfattende dokumentation og diskussion af sexistisk chikane og diskrimination. Der findes imidlertid en anden – endnu mere omfattende – form for chikane og diskrimination, nemlig den racistiske.

I Integrationsministeriets såkaldte medborgerskabsundersøgelse fra 2018 er et repræsentativt udvalg af personer med indvandrerbaggrund, heriblandt danske statsborgere, blevet spurgt, om de har oplevet dette. …

Ca. 8 pct. svarer desuden ja til spørgsmålet: ‘Har du inden for det seneste år oplevet, at du pga. din etniske baggrund er blevet spyttet på, skubbet til eller slået?’. Det betyder, at mere end 25.000 har været udsat for korporlige overgreb på et år. …

Racistik chikane og diskrimination i Danmark er derfor omfattende. Det er på tide, at vi får et racisme-# MeToo, hvor de, der rammes af det, kan stå frem og fortælle om deres oplevelser.”

(Politiken: ‘Racismen i Danmark er veldokumenteret og udbredt’)

(Integrationsministeriet: Medborgerskab 2018, s. 15)

Jeg forlader ikke det trygge blogformat her på siden, men skal jeg lejlighedsvis kloge mig som fast kommentator, så er Kontrast – Danmarks borgerlige medie det bedst tænkelige match. Bliv stiftende medlem for 600 kroner her.

“Mød en af Kontrasts skribenter!
Kim Møller er cand.mag. i historie og arbejder på gulvet i en produktionsvirksomhed. Han er manden bag Uriasposten.net, som siden 2003 har forsøgt at skabe lidt balance i et overvejende værdiliberalt medielandskab. Han skriver blandt andet om islam, men også mediernes håndtering af den løbende debat er et fast element, og han gør åben front mod politiserende journalister og forskere samt enhver form for værdipolitiske sværmerier. Trods den tørre konfrontatoriske tilgang skulle det gerne sive ud mellem linjerne, at han trods alt er en livsglad far til tre, der sådan rent hypotetisk er typen, som kunne finde på at køre land og rige rundt for muligvis at høre kaldet fra en sjælden fugl.” (25. oktober 2020)

Chefen for de kommunale biblioteker fortæller, at problemerne udgår fra ‘utilpassede unge mellem 13 og 30 år’, der ‘ikke er blevet opdraget’. Hvis man er op imod 30 år, så er man ikke drengen, men den kulturbærende forælder. Det kan være svært at forstå for velfærdsdanskere, men chikane er ikke nødvendigvis udtryk for dårlig opdragelse. Det er en integreret del af kulturen, og når den 65-årige førtidspensionist Jan Teslak fortæller, at de har ‘disrespekt for os ældre’, så gælder det udelukkende ældre ikke-muslimer. Den lokale imam er konge.

Endnu et afsnit i BT-føljetonen om indvandrerunge i alle aldre – Indvandrerdrenge hærger i liebhaverkommune: Jan blev slået ned.

“… for 65-årige Jan Teslak blev en lørdag eftermiddag med avislæsning alt andet end rolig på Hovedbiblioteket i Birkerød i Nordsjælland. En gruppe drenge med indvandrerbaggrund angreb pensionisten, der brækkede en knogle i fingeren og måtte til behandling på sygehuset.

‘Man bliver utryg og angst. Jeg kommer ikke på biblioteket mere, og det ved jeg også, at der er mange andre ældre, der heller ikke gør,’ siger han til B.T. …

‘De var fem stykker, som kørte rundt på kontorstolene og larmede og var i gang med at ødelægge inventaret på biblioteket. Jeg bad dem om at lade være, for det er vores allesammens ejendom. Så kom der en bagfra og slog mig ned,’ siger han. …

‘De unge er ligeglade med de andre biblioteksbrugere, om det så er ældre eller børnefamilier. De opfører sig, så andre ikke kan være der. De er ikke blevet opdraget og ved ikke, hvordan man opfører sig i det offentlige rum. Det er irriterende,’ siger Maria Nielsen Westbrook, der er chef for Rudersdal-bibliotekerne.”

(Hovedbiblioteket i Birkerød; Foto: Maps)

Jeg gør mig ingen illusioner om danskernes forsvarsvilje, og det siger meget om tidsånden, at gårsdagens Samuel Paty-demonstration foran den franske ambassade på Kongens Nytorv, kun samlede i omegnen af 150-200 mennesker. Der var flere til Omar El-Husseins begravelse, og op imod 100 gange så mange til sommerens George Floyd-protest ved den amerikanske ambassade.

Man kan komme med nok så mange forklaringer, men faktum er ikke desto mindre at en helt almindelig venlig gymnasielærer har mindre sympati i den multikulturelle hovedstad, end en arabisk jødedræber eller en kriminel sort amerikaner. Det er ikke sexet at kæmpe for ytringsfriheden i 2020, og hvis man perspektiverer det lidt, så ligner grangiveligt opskriften på at miste den.

“Likvideringen af den franske skolelærer Samuel Paty skal samle tusindvis af mennesker i København søndag, hvor der blandt andet skal holdes et minuts stilhed foran den franske ambassade.” (Ugeavisen.dk, 24. oktober 2020)

(Samuel Paty-demonstration, Kongens Nytorv, 25. oktober 2020; Fotos: Tilsendt)

(15.000 københavnere demonstrerer for kriminelle George Floyd, 2020)

Her til formiddag fortalte Hassan Preisler på P1, at hvis man ville bevare den gode stemning til festmiddage, så skulle man undlade at diskutere ‘klima, køn og flygtninge/indvandrere’. Han udpenslede det ikke, men pointen var klar – store dele af venstrefløjen anerkender ikke uenighed i forhold til de her emner. Alt er sort/hvidt – dem eller os. I forrige udgave af Weekendavisen forsøgte han at nuancere MeToo-debatten med et essay om kvindernes valg af partnere. Manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe kommenterer i Weekendavisen – Søde drenges hævn.

“… Den melankolske, bittersøde folkeskolenostalgi, som Hassans beretning fra skolegården, hvor det var ‘de mest grænseoverskridende drenge, der fik de mest eftertragtede piger’, havde frembragt, lyste jeg nu pludselig et skarpt og ukærligt lys på. For hele Hassans essay er gennemsyret af den samme retorik, man finder hos incels (forkortelse for ‘involuntary celibate’). Begrebet bruges om mænd og drenge, der er frustrerede over ikke at kunne få sex. Ofte finder de sammen online.

Elliot Rodger var en af de første store, selverklærede incels, der hadede de kvinder, der valgte at have sex med andre end ham. Jeg kom til at tænke på Elliot Rodgers sprogbrug, da Hassan i sit essay husker, hvordan den ‘brutale’ Kasper får ‘nedbrudt det sidste af Trilles modvilje’, og hvordan Kasper senere ‘fik’ Ane. To piger, Hassan gerne selv ville have haft. …

Når Hassan beslutter at deltage i optrevlingen af Mads Aagaard Danielsens overgreb, skyldes det ifølge Hassan ikke mod. Det er – også – et spørgsmål om hævn: ‘Hævn over Mads, hævn over mediemænd, ministre og komikere, hævn over Kasper, hævn over Trille, hævn over Ane – og hævn over mig selv. For mest af alt hader jeg mig selv.’

Netop begrebet hævn er stort i incel-verdenen. Hævn bliver hyldet og er kommet til udtryk i form af massemord og terrorangreb. I 2014 dræbte Elliot Rodger seks og sårede 14, før han begik selvmord.

… der ligger hos Preisler og Rodger samme foruroligende præmis til grund for deres ellers meget forskellige hævn. Nemlig deres opfattelse af, at de har noget at hævne. Men at have noget at hævne forudsætter, at der er blevet gjort noget imod dem. At de er blevet udsat for en uretfærdighed. At deres ret er blevet krænket. Men de har aldrig haft ret til de kvinder, de gerne ville have.”

(22-årige Elliot Rodger, der myrdede seks kvinder, 2014)

De sidste to Venstre-statsministre er tidligere formænd for Venstres Ungdom, der historisk set har stået for skolingen af senere folketingsmedlemmer. Gårsdagens liberale fantaster er morgendagens ministre, men hvis man virkelig ønsker et samfund hvor individer ikke hæmmes af virkeligheden, så kan man jo ligeså godt stemme på Enhedslisten og få det overstået. Pernille Skipper var kortvarigt medlem af VU i Odense, før hun blev aktiv kommunist.

“Dit CPR-nummer skal ikke definere dit køn!
I Venstres Ungdom mener vi, at CPR-nummeret skal være kønsneutralt.
Det er et vigtigt hensyn at tage, når vi ønsker et samfund, hvor der er frihed til forskellig og plads til at være, den man er.Vi undgår problematikker om juridisk kønsskifte og debatten om, hvornår man skal kunne få foretaget dette. Samtidig får vi gjort opmærksom på, at biologisk køn og kønsidentitet ikke er det samme.” (Venstres Ungdom, 26. oktober 2020)

(Venstres Ungdom på Facebook, 26. oktober 2020)

Politisk ordfører i VU Ivan Al-Hilali om Kønsneutral frihed.

“Mænds personnummer ender på et ulige ciffer, mens kvinders slutter med et lige ciffer. Sådan er det i dag, men behøver det virkelig at være sådan, at de numre staten har udstyret os med, samtidig skal sladre om, hvilket køn vi er? Det synes at være en forældet og, for ikke at nævne, rigid forståelse af, hvordan det er at være individ. Under tiden udvaskes det individuelle i individet, hvis man fra barnsben ikke selv kan vælge.

… Et kønsneutralt person-nummer synes at være et let ‘indgreb’, som har såvel en stærk signalværdi som en reel løsning på, at staten ikke længere internaliserer sig ved noget så intimt som individers ret til at bestemme, hvilket køn de måtte være. Et kønsneutralt personnummer bør være en kamp, som alle liberale i Danmark kæmper for. Friheden til forskellighed, og dermed til at være lige den, man vil være, vægter, i min optik, højere end den administrative- og økonomiske byrde, der potentielt vil være forbundet med indførelsen af et kønsneutralt personnummer. Som det tolerante, oplyste og LGBT-forgangssamfund vi er, bør vi acceptere individers ret til ikke at blive påduttet et køn fra staten.”

“Det er en måde at blive integreret på.”, lød det fra islamforsker Brian Arly Jacobsen i forbindelse med Imam Ali-moskéens indvielse tilbage i 2014, og allerede dengang lød det virkelighedsfjernt. Det var dog ifølge David Trads “en helt unødvendig fornærmelse mod vores mange muslimer”, at der ikke deltog repræsentanter fra regeringen eller kongehuset. Her en opslag fra iranske Roya Moore, der sætter MeToo-debatten i relief. Via Facebook.

“Jeg er Roya Moore. Jeg er fra Iran. Men jeg er dansk statsborger. Her er min historie med muslimske kvinders muligheder for skilsmisse i Danmark:

‘1. Du må ikke flytte fra byen uden samtykke fra din eksmand.
2. Du må ikke gifte dig med en ny mand.
3. Du skal give afkald på din medgift.
4. Du skal gå med langt tørklæde.
5. Du skal opdrage børnene efter islamiske principper.
6. Alle forældrerettigheder overtages af din eksmands familie i tilfælde af, han dør.

Sådan lød betingelserne i min venindes skilsmissekontrakt. Det er kun en måned siden. Men det var i Iran, ved en islamisk domstol, for sådan er loven i Iran. Desværre er det ikke kun i Iran. I Danmark er der parallelsamfund, hvor imamer forsøger at indrette tingene på helt samme måde.

En lokal imam i Odense kopierede ordene fra den iranske domstol, da han skrev: ‘Du mister dine børn, hvis du bliver gift med en ny mand. Og hvis du krænker din egen eller familiens ære, mister du også forældremyndigheden’ som betingelse for at en muslimsk kvinde kunne blive skilt. Det var altså i Odense. Ikke i Iran.

I efteråret 2014 blev jeg ringet op af en diplomat fra den iranske ambassade. Helt uventet fortalte han mig, at han sad på ambassaden og sagsbehandlede min skilsmissesag. Jeg forklarede ham, at det var spildt arbejde, for den sag havde Familieretshuset i Odense allerede taget sig af. Det stoppede ham dog ikke i at fremføre at min skilsmisse ikke var islamisk gyldig: ‘Vi anerkender den ikke i Iran. Du skal tage til Imam Ali Moskéen i København og få opløst dit muslimske ægteskab hos imamen dér’.

Jeg nåede faktisk at blive så rystet, at jeg blev helt tavs. Men jeg kom dog i gang igen, og fik sagt, at ‘jeg er fløjtende ligeglad med iranske regler’ – ‘jeg bor i Danmark og følger lovgivning og praksis her i landet’.”

(Imam Ali-moskéen, Vibevej, København NV; Foto: Maps)

Overfaldet på den 44-årige kvinder ‘virker helt umotiveret’, fortæller vagtchefen for Vestegnens Politi til Ekstra Bladet. Dominanskriminalitet er begrebet, der forklarer lige den del. En historie fra EB.dk – Kvinde overfaldet i nat.

“Overfaldet skete på Brolæggerpladsen i Ishøj søndag omkring klokken 22.30…

Kvinden var på vej hjem fra et besøg hos sine forældre og kom trækkende med sin cykel tæt på sin bopæl, da hun pludselig blev væltet omkuld af tre unge mænd eller drenge.

– Hun har forklaret, at der er tale om tre yngre mænd af anden etnisk oprindelse end dansk. Det bygger hun på, at de internt talte et andet sprog end dansk. Enten tyrkisk eller arabisk, siger vagtchefen.

– Hun når ikke at se så meget. Hun bliver sparket og slået og kaldt ukvemsord på dansk, og så løber de derfra, tilføjer han.”

(Brolæggerpladsen, Ishøj; Foto: Maps)

Amanda Bodal kalder sig ’studerende, Bachelor of Arts in Human Rights’, men sidste sommer var hun intet andet end en forvirret gymnasieelev, der som en del af venstreradikale Extinction Rebellion, blokerede en virksomhed i København. I den forbindelse lød det, som en anden Thunberg: “Det er den største krise nogensinde for menneskeracen… Vi skal kæmpe nu, hvis vi skal have en fremtid.” Når man bliver ældre forstår man, at det sjældent står så galt til, som ‘verdensredderne’ påstår. Amanda ville have været kommunist under Den Kolde Krig, og ville formentligt pjække med jævnaldrende for enhver budskab, der giver en god følelse i maven.

Uden ‘midaldrende hvide mænd’, havde der ikke været noget at omfordele, og hun have haft så travlt med at tjene til føden, at hun slet ikke havde haft tid til at demonstrere, eller skrive indlæg mod hvidpigmenterede sexister. Hun er et produkt af materiel overflod. Et biprodukt af det samfund hun hader. Når hun har undskyldt, kan hun sige tak. Dernæst kan vi debattere mand til kvinde, kvinde til mand, hvordan vi kan gøre samfundet bedre for begge køn. Kommentar af en Amanda Bodal i Berlingske – Midaldrende hvide mand, du har intet at sige om sexisme.

“Debatten om sexisme har fra start været ulige og dokumenterer i sig selv, hvordan strukturel og systematisk sexisme dominerer samfundet. … når udsagn som, at mænd ikke skal fyres for at have taget på nogen for ti år siden, dominerer samfundsdebatten – og ikke udsagn om at respektere grænser og at opføre sig ordentligt – så skabes der en forestilling om, at sexisme er et mytologisk fænomen, der tilhører fortiden, og der har som mål at brænde mændene på bålet. Fokus fjernes fra sandheden om, at sexisme er et systematisk problem LIGE NU…

Kan man kalde Danmark for et demokrati, når mænd og kvinder i magtpositioner gør alt, de kan, for at lukke munden på de kvinder, der udfordrer status quo – og når man negligerer tusinde af kvinders oplevelser med fraser som ‘det var bare en hånd på et lår’ ? Dette betyder ikke, at det er forkert ikke at have oplevet sexisme – men det betyder, at man som politiker, borger og menneske bør spørge sig selv: ‘Er det relevant, at jeg – en midaldrende hvid mand, der aldrig har oplevet sexisme – bidrager til en debat om sexisme?

Et tip: hvis du tænker, at ‘det har jeg da aldrig oplevet’ , eller ‘det har aldrig generet mig’ , så betyder det ikke, at sexisme ikke eksisterer – det betyder blot, at sexisme ikke eksisterer for dig. Derfor, kære midaldrende hvide mand, så har du intet at sige i denne debat. Tværtimod er det dit ansvar, mit ansvar – det er vores alles ansvar at lytte til andre, altid at lytte. Du skal ikke udtale dig, du skal ikke blande dig – det eneste krav, der stilles, er, at du holder din kæft, lytter empatisk efter og indretter dig derefter.

For kvinder, der oplever sexisme, er der ikke blot tale om en ‘hånd på et lår’ – der er tale om en kultur, som objektiviserer vores kroppe, en kultur, hvor vores kroppe ikke er vores egne, og hvor mænd kan gøre ved os, hvad der passer dem. At negligere kvinders oplevelser, at konstant behandle sexisme som et emne, der er op til debat, at give konstant taletid til dem, der ikke har oplevet sexisme, i stedet for at fokusere på dem, der har, er et udtryk for en regering, et samfund, et land, som undertrykker og svigter dets kvinder.”

(Marc Maron, End Times Fun, Netflix, 2020; Fotos: Twitter)

Det største man kan opnå som ornitolog, må være at finde en ny dansk art. Tirsdag formiddag lykkedes det for en københavnsk birder, der fandt en Kaffersejler (Apus caffer) rastende med en Gråsejler, tæt på kysten ud for Vejby Strand. Den er lidt mindre end den almindelige Mursejler, og kendes på den hvide overgump. Debatten raser, for der er woke-typer overalt.

“Lad os nu finde et nyt navn til en art som ikke har fortjent at give associationer til racisme og kolonialisme.” (Jeppe MB)

“Nu er der jo gudskelov ikke så mange kaffere hertillands. Så mon der er nogen, der vil føle sig nedgjort.
For der er vel ikke nogen overlevende 90’er-politisk korrekte klumpehoder, der kunne finde på at blive krænket på andres vegne? VEL??” (Niels Aa)

(Kaffersejler, Apus caffer; Foto: Wiki)

“Kaffer, kafer, eller kaffir er forskellige stavemåder af det samme ord, der i dag er et nedsættende ord om sorte, især fra Sydafrika og Zimbabwe. … Oprindeligt kommer ordet af det arabiske kufir, der betyder vantro eller hedning. Ordet er mest kendt fra de nævnte lande, samt til en vis grad hollandsk og engelsk gennem disse landes kolonier. I Sydafrika har ordet altid betegnet sorte, og må regnes for særdeles nedsættende, på linje med ordet nigger i andre dele af verden.” (Wiki)

Alle hverdage mellem 20 og 21 sender Radio4 Dagen i dag, hvor en udvalgt kulturperson kommenterer dagens nyheder. Jeg hører det ikke hver dag, men har endnu til gode at høre en gæst sige noget som helst værdipolitisk, der ikke helt ned i detaljen korrelerer med et klassisk venstrefløjsstandpunkt.

Mandag var gæsten Jacob Thage, direktør for Museum JORN i Silkeborg, og han var som skåret efter en radikal skabelon. Muhammedtegningerne var ‘ikke det værd’, som Uffe Ellemann-Jensen engang havde sagt, og det var i øvrigt Asger Jorns synspunkt, at man ‘ikke skulle provokere bare for at provokere’. For et år siden stod han bag udstillingen Art strikes back, der havde undertitlen ‘Kunsten som vagthund for ytringsfrihed og demokrati’. Ikke et ord om Charlie Hebdo eller Samuel Paty – Muhammedtegningerne var bare en unødvendig provokation.

Herefter gik det fra skidt til værre, da han efterfølgende kommenterede en meget Politiken’sk historie om diskrimination af ‘Ali’. At der kunne være rationelle grunde til at vælge Anders fremfor Ali blev helt ignoreret, og danskerne skulle nok vænne sig til islamisk indvandring, ligesom vi også vænnede os til huguenotterne. Det kunne godt være det tog ‘mange århundreder’, men vi skulle nok lære det. Demografi er skæbne, men han lød til at være helt og aldeles ligeglad. Radio4-værten var på linje, helt som forventet. Programmet kan høres her.

Emil Dahl Mathiasen, Vært: Hele Muhammedkrisen omhandlede jo også vores syn på andre, og respekt for andre. Det er også det der dominerer nyhed nummer fire. I Politiken i dag står der at vi, hvad jeg gætter på er en fællesbetegnelse for danskerne, foretrækker åbenbart Anders fremfor Ali, hvis vi skal hyre rengøringshjælp. Og det er kommet frem gennem en undersøgelse… Hvad tænker du om det Jacob?

Jacob Thage, Museumsdirektør: Det er to alen af et stykke, som vi talte om før. Synes jeg. Man forstår det måske også godt på en eller anden måde, for vi har jo en tilvæningsfrist, som kan tage mange år, mange århundreder måske ovenikøbet. Hvis vi ser historisk, så hentede Christian d. IV hollændere til Amager for at dyrke grøntsager, der kom i flere omgange jøder til Danmark, franske huguenotter til Fredericia, polakker til Lolland-Falster – de var med til at høste roer. Og de var jo alle sammen fremmede som vi meget sjældent, om overhovedet, tog godt imod. Vi så dem helt klart som en trussel på den ene og den anden måde. At hollændere på nogen måde skulle være en trussel, jøderne fungerer jo fantastisk i dag i det danske samfund, franske huguenotter ligesådan, polakkerne og deres efterkommere – der er jo ikke nogen der kunne drømme om at opfatte dem som andet end danske statsborgere på lige fod med alle andre. Øhh, det tager bare lang tid. Og vi bliver forskrækkede, når de kommer, og vi vænner os til dem altid. Nogen gange så tager det længere tid, og sådan tror jeg vi er overfor alt nyt. Det bliver vi nervøse for. Og det gælder også de seneste indvandringer, som vi har fået i Danmark. Det tager tid, og nogle gange tager det rigtig lang tid. Hvor lang tid det tager afspejler samfundsforholdene i den periode, hvor de kommer til. Det må jeg sige. Jeg bliver rystet, når jeg hører en sådan historie. Det er jo ikke noget nyt overhovedet, men det er vi nødt til at lære, for sådan set verden ud – den bliver mindre og mindre. Folk kommer længere og længere fra, og ser mere og mere anderledes ud, men det finder vi jo også ud af. Det gør vi også selv på den ene eller anden måde. Så jeg vil sige – om det er Anders eller Ali, som vi får gjort rent af. Det kan være vi i dag er nervøse ved det. Det hænger også sammen med hvordan vores verden ser ud ligenu. Vi står overfor nogle kæmpe udfordringer… men vi kommer til at lære det. Ingen tvivl om det.

Emil Dahl Mathiasen: Du er optimistisk omkring at vi nok skal lære at få lighed imellem os, på trods af den her nyhed.

Jacob Thage: – Det har vi altid gjort tidligere. Vi har været nervøse for noget nyt, når der har været jødefejder, eller man har blokeret hollændere, eller hvad det nu er. Har fortalt dårlige vittigheder om det ene eller andet. Det forsvinder på et eller andet tidspunkt, så er det en del af os selv. Og vi lægger ikke mærke til det, og det skal vi heller ikke.

Emil Dahl Mathiasen: Ved du hvad. Vi krydser begge to fingre for at det bliver bedre og gerne hurtigere end langsommere…

(Collage: Museum JORN, Art strikes back-udstillingen)

“Kunsten som vagthund for ytringsfrihed og demokrati … I détournement anvendes som regel ikoniske symboler sammen med satire, parodi og humor til at kritisere f.eks. kunstmarkedet, men ofte forholder det sig også til aktuelle politiske og etiske problematikker.” (Museum JORN, 2019)

“The so-called Mohammed drawings are once again allowed to enter the debate. They are bad craftmanship, not art but political tools.” (Jacob Thage, 27. september 2017)

(Museumsdirektør Jacob Thage, 2017: “… bad craftmanship, not art but political tools”)

Tidligere på måneden bloggede jeg om et trafikdrab på Åby Ringvej/Edwin Rahrsvej-krydset i Århus Vest. Århus Stiftstidende fortæller, at der i selvsamme fodgængeroverfelt for to år siden, også døde en kvinde efter påkørsel. Iranske Ramazanali Akbari fortæller til avisen, at at vanvidsbillisterne i reglen er ‘unge udlændinge.’ Fra Stiften.dk – To kvinder dræbt i samme kryds i løbet af to år: Buschauffør anbefaler sin familie at køre langt uden om.

“Den ene kvinde blev 21 år, den anden 23 år. Begge blev de dræbt i krydset Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej efter at være blevet påkørt af en bilist. 21-årige Ida Philbert Vangsø Ottzen blev ramt tirsdag morgen 30. maj 2018, da hun cyklede fra hjemmet i Åbyhøj på vej mod jobbet i Brabrand. Og den 23-årige teologistuderende, som vi endnu ikke kan nævne navnet på, blev ramt tirsdag 6. oktober ved 15-tiden.

Tilsyneladende blev de ramt i den samme fodgængerovergang – af en bilist, som kom kørende ‘nedefra’ ad Åby Ringvej mod nord. …

– Folk kører over for rødt lys. Selv kører jeg aldrig bare over krydset, når jeg får grønt lys. Jeg kigger mig altid godt for, inden jeg kører ud i krydset.”

(21-årige Ida Philbert Vangsø Ottzen, d. 2018 – 23-årige Katrine Lilleøre Holm, d. 2020)

“Et ophold i Israel blev et vendepunkt for Katrine Lilleøre Holm. Her mødte hun Martin Holm, som hun siden blev gift med…. De delte troen og en vilje til at få hinanden til at blomstre. Hun blev 23 år … Tirsdag den 6. oktober snørede hun løbeskoene ud på eftermiddagen. Martin Lilleøre Holm var lige kommet hjem fra studiet og traf sin hustru uden for deres lejlighed i Hasle. Det var 987 dage siden, de havde mødt hinanden første gang. Han hørte hende sige: ‘Jeg elsker dig,’ inden han så hende forsvinde bag hækken.“ (Kristeligt Dagblad, 23. oktober 2020)