Et par gode tekster fra Berlingske, hvor to debattører i henholdsvis en kommentar og en kronik retter fokus på den yderste venstrefløjs ensidige angreb på vestens historiske slavehandel. Mærkeligt fokus, når slaveriet objektivt set var værre andre steder, blev afskaffet senere end i Vesten, og stadig den dag i dag finder sted i Afrika.
Kommentar af pensioneret museumsinspektør Kåre Lauring i Berlingske – Slaveri er ikke en europæisk-kapitalistisk specialitet (kræver login).
“Stor tak til John de Summer-Brason for kronikken om Black Lives Matter, Berlingske 11. oktober. For det er nok rigtig set, at hvor den danske del af Black Lives Matter-bevægelsen kunne have øget opmærksomheden på slaveri, og måske også det slaveri, der eksisterer i dag, er bevægelsen i stedet blevet en del af et ualmindeligt og kluntet forsøg fra venstrefløjens side på ganske uhistorisk at fremstille slavehandel og slaveri som en særlig europæisk-kapitalistisk specialitet. Det er det ikke. …
Den fransk-senegalesiske antropolog Tidiane N’Diaye, som John de Summer-Brason også nævner i sin kronik, fortæller således i sin bog ‘Der verschleierte Völkermord. Die Geschichte des muslimischen Sklavenhandels in Afrika,’ at man indenfor den arabisk-tyrkiske slavehandel lod alle afrikanske mænd tvangskastrere på kysten før afskibningen til det Osmanniske Rige. …
Tvangskastreringerne fortsatte så langt op imod vor tid, at den sidste, der blev udsat for dette overgreb, Hayrettin Efendi, levede i Tyrkiet endnu omkring 1990. I sine erindringer fortalte han Tidiane N’Diaye: ‘Nogle dage senere blev vi kastreret på Massaoua, en halvø på den etiopiske kyst, som tyrkerne havde besat. I alle årene efter har jeg aldrig kunne glemme den smerte og den tortur, jeg blev påført.’ Efter ankomsten til det Osmanniske Rige fortsatte denne racemæssige isolering af de afrikanske slaver. … Resultatet af dette raceprogram kan vi da også se i dag, for hvor importen af millioner af afrikanske slaver har skabt store afrikanske mindretal i både Brasilien, Vestindien og USA, ses et sådant mindretal, og det på trods af en lignende stor import, ikke i Tyrkiet.
… I 1860, da borgerkrigen brød ud, var der i USA ca. tre millioner slaver. I dag er der, fortrinsvis i Afrika, Mellemøsten og Asien, ca. ni millioner slaver. Værst er det i Mauretanien, hvor det er anslået, at op imod 15 pct. af landets befolkning er holdt som slaver. Men Mauretanien ligger som bekendt i Afrika, europæerne er ikke involveret, og så er det måske ikke helt så vigtigt med Black Lives Matter.“
(Kort over krænkende statuer i England, herunder bl.a. admiral Lord Nelson; Foto: DM)
“Når man går langs de idylliske palmekransede strande på Zanzibar med Stone Town i ryggen og udsyn ud over det azurblå hav, kan det være svært at forestille sig, som min akademisk uddannede guide siger, at strandene over en lang periode har flydt med lig fra syge slavetagne, der var smidt overbords fra slaveskibene – ud fra den tankegang, at de alligevel ikke ville klare den lange rejse til de nævnte destinationer. En væsentlig årsag til ophøret var den britiske flådes aktivistiske opbringning af slaveskibe.
Ingen tvivl om, at europæernes transatlantiske slavetrafik står tilbage som et kynisk og frastødende tiltag, vi gerne ville være foruden. Men med den fristende, forenklede forklaring, Black Lives Matter giver, at hvidhed og kapitalisme er lig med racisme, er der for mig at se lagt i kakkelovnen til en fremtid med masser af stridigheder, når det pludselig bliver opportunt at ignorere åbenlyse historiske kendsgerninger, f. eks. at afrikanere var dybt engageret i etniske udrensninger og slavehandel. På Vest-og Østafrikas slavekyster har de lokale akademikere, jeg har fulgt, ikke lagt skjul på disse sammenhænge. N’Diaye har til Deutsche Welle udtalt, at afrikanernes egen slavetrafik ignoreres på grund af religiøs solidaritet: ‘Der er 500 millioner muslimer i Afrika, og det er bedre at bebrejde Vesten end at tale om arabiske muslimers tidligere forbrydelser.’ Det er derfor logisk at spørge, om den nye marxistiske tilgang, som Black Lives Matter repræsenterer, ikke eliminerer en diskussion af den dominans-og udbytningsadfærd, som desværre hersker i verden som sådan, og ikke blot blandt hvide?.
… i fravalget af det indlysende ligner identitetspolitikken sit klassiske marxistiske ophav, hvor menneskers skaberkraft og engagement karikeres så voldsomt, at iværksættere og arbejdsgivere igen-igen fremstilles som udbyttere. Men hvad med den slavehandel, som opretholdt feudale og stærkt patriarkalske strukturer i Mellemøsten og tilliggende dele af Afrika?“ (John de Summer-Brason, Berlingske, 11. oktober 2020)